En erhvervsuddannelse veksler mellem undervisning på skole og perioder i praktik. Du kan vælge mellem 109 uddannelser med 326 trin eller specialer og begynde lige efter folkeskolen.
Uddannelserne er grupperet under 12 indgange og varer mellem 1 1/2 og 5 1/2 år. Du kan begynde enten på skole eller i praktik hos en arbejdsgiver.
Praktikperioderne kræver, at du har en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver. Visse uddannelser giver dog mulighed for skolepraktik, hvis det ikke er muligt at finde en praktikplads.
Hvis du er over 25 år, kan du måske tage uddannelsen på kortere tid som et særligt voksenforløb.
Bil, fly og andre transportmidler
Indgangen Bil, fly og andre transportmidler fører til uddannelser, hvor du lærer at vedligeholde og reparere forskellige transportmidler.
Bygge og anlæg
Indgangen Bygge og anlæg fører til uddannelser, hvor du lærer om alt det, der foregår på en byggeplads.
Bygnings- og brugerservice
Indgangen Bygnings- og brugerservice fører til uddannelser, hvor du kan få et godt kendskab til de forskellige vedligeholdelsesopgaver og serviceopgaver, der knytter sig til bygninger og tekniske anlæg.
Dyr, planter og natur
Erhvervsuddannelsernes indgang Dyr, planter og natur fører til uddannelser, hvor du beskæftiger dig med landbrug, gartneri, skovbrug og pasning af dyr.
Krop og stil
Indgangen Krop og stil dækker uddannelser, der beskæftiger sig med kroppens sundhed og udseende og med den personlige stil, som man kan ændre ved hjælp af frisure og kosmetik.
Mad til mennesker
Indgangen Mad til mennesker fører til uddannelser, hvor du kan lære at arbejde professionelt med mad og at tænke i fødevarekvalitet.
Medieproduktion
Erhvervsuddannelsernes indgang Medieproduktion fører til uddannelser, hvor du arbejder med formidling. Fagene på indgangen rummer kommunikation inden for web, it, film, trykte medier og tv.
Merkantil
Erhvervsuddannelsernes indgang Merkantil fører til uddannelser, hvor du beskæftiger dig med kontorarbejde, administration, økonomi eller detail- og engroshandel.
Produktion og udvikling
Erhvervsuddannelsernes indgang Produktion og udvikling fører til uddannelser, hvor du beskæftiger du dig med alle de elementer, der indgår i moderne produktion og fremstilling.
Strøm, styring og it
Erhvervsuddannelsernes indgang Strøm styring og it fører til uddannelser, hvor du beskæftiger dig med tekniske installationer og it-systemer.
Sundhed, omsorg og pædagogik
Erhvervsuddannelsernes indgang Sundhed, omsorg og pædagogik fører til uddannelser, hvor du kan lære at tage dig af andre mennesker.
Transport og logistik
Erhvervsuddannelsernes indgang Transport og logistik fører til uddannelser, hvor du beskæftiger dig med transport af personer og gods.
(fra Uddannelsesguiden)
