Velkommen til et nyt uddannelseslandskab
Så fik vi endelig en ny regering og ikke bare én men hele to nye ministre at samarbejde med. Vi glæder os til at komme i gang og ser frem til at samarbejde med vores nye Børne- og undervisningsminister Christine Antorini og minister for Forskning, Innovation og Videregående uddannelser Morten Østergaard.
Jeg vil dog ikke lægge skjul på, at det også er med en vis bekymring, vi går i gang med samarbejdet med to forskellige ministerier. Hvis alle parter ikke er meget opmærksomme, kan det desværre gå hen og blive problematisk. Først og fremmest fordi erhvervsakademiuddannelserne er flyttet væk fra eud-uddannelserne og de erhvervsrettede gymnasielle uddannelser, der ligger i Børne- og undervisningsministeriet, og over i Morten Østergaards ministerium for Forskning, Innovation og Videregående uddannelser.
Min frygt er, at den altafgørende sammenhæng mellem erhvervsakademiuddannelserne og resten af de erhvervsrettede uddannelser kan gå tabt og ikke mindst: At erhvervsakademierne på sigt ophører som selvstændige institutioner og bliver en del af professionshøjskolerne. Det vil vi i DE-B gøre alt, hvad vi kan, for at undgå.
Et andet bekymringspunkt er, hvor meget fokus man vil have på voksen- og efteruddannelse i et Børne- og Undervisningsministerium? Meget håber jeg. Især fordi netop VEU-områdets fremtidige udvikling er af afgørende betydning ikke kun for vores skoler og elever, men for vores samfund som helhed.
Ovenstående skal ikke opfattes som en klagesang. Men som et udtryk for, at vi i Danske Erhvervsskoler – Bestyrelserne er opmærksomme på de mulige problemer, en opdeling af vores uddannelsesområder på to forskellige ressortområder kan medføre.
Jeg vil gerne understrege, at vi i DE-B ser frem til at komme i gang med at finde holdbare løsninger på en række aktuelle udfordringer fx praktikpladsproblematikken og VEU’s klemte økonomi, og vi håber på, at vores bekymring i forhold til at finde konkrete løsninger på tværs af to ministerier bliver gjort til skamme.
Jeg glæder mig, til vi ses til generalforsamlingen den 18. november.
Venlig hilsen Kim Simonsen, formand for Danske Erhvervsskoler – Bestyrelserne.
Sidste udkald for tilmelding til Generalforsamling 2011
Foreningens generalforsamling afholdes fredag den 18. november i Tivoli Congress Center. Sidste frist for tilmelding var den 21. oktober, det er dog stadig muligt at tilmelde sig, hvis man er hurtig. Tilmelding foregår via din skole – andre gæster via vores hjemmeside www.danskeerhvervsskoler.dk.
Generalforsamling og årsmøde starter kl. 9.30 og slutter kl. 16. Aftenfest med taler og musik starter kl. 18.45. Så hvis du ikke allerede er tilmeldt, kan du nå det endnu.
Tema på GF: Hvordan ser erhvervsskolernes, de erhvervsrettede gymnasier og erhvervsakademiernes udfordringer ud i et fremtidigt konkurrencesamfund?
Efter frokost på generalforsamlingen den 18. november er der temamøde, hvor vi blandt andet ser frem til at Børne- og Undervisningsminister Christine Antorini kommer og fortæller om regeringens uddannelsespolitik.
Efterfølgende vil en række eksterne aktører give deres bud på: Erhvervsskolernes og erhvervsakademiernes udfordringer i et fremtidigt konkurrencesamfund. Hvordan ser brugerne på erhvervsuddannelserne (de kommende arbejdstagere) og modtagerne (arbejdsgiverne) på disse udfordringer?
Med udgangspunkt i sin seneste bog ”Konkurrencestaten” indleder Ove Kaj Pedersen professor ved CBS debatten med et oplæg om fremtidens konkurrencesamfund og en analyse af mulige samfundsmæssige ændringer, der vil medføre nye krav til uddannelsen af vores unge.
Mattias Tesfaye, murer, debattør og konsulent ved 3F, vil herefter tage bolden op efterfulgt af Karina Boldsen, der er rekrutteringsdirektør ved Vestas og bestyrelsesformand ved Købmandsskolen i Århus.
Glæd jer – det bliver en inspirerende eftermiddag med meget forskellige syn på, hvilken vej der er den rette at gå.
Bestyrelser bør interessere sig for arbejdstid
Bestyrelser på erhvervsskolerne bør interessere sig mere for lærernes arbejdstidsaftaler, end de gør p.t. Det konkluderer Pluss Leadership på baggrund af to undersøgelser lavet for Undervisningsministeriet i en artikel bragt i juni i Dagens Dagsorden - Pluss’ digitale tidsskrift om bestyrelsesarbejde.
Pluss opfordrer i artiklen til, at skolebestyrelserne begynder at interessere sig mere for lærernes arbejdstid. - Fordi de på den måde kan være med til at sikre, at de opgaver, der bliver løst på skolerne, stemmer overens med den strategi og retning, bestyrelsen har lagt. Ligesom det understreges, at bestyrelsen kun på den måde kan være en reel sparringspartner for ledelsen i forhold til organiseringen af arbejdet på skolen.
Ønsker du at læse mere om undersøgelserne af lærernes arbejdstid tjek www. uvm.dk.
Vær også opmærksom på det seneste nummer af Magasinet Danske Erhvervsskoler, hvor temaet var ”Den udviklende bestyrelse”. Magasinet indeholder en række artikler med forskellige vinkler på og gode råd til godt bestyrelsesarbejde.
Historisk dansk guld ved WorldSkills
Det danske landshold ved WorldSkills er netop hjemvendt i triumf med det flotteste danske resultat nogensinde. Ikke mindre end to guldmedaljer, en sølv og fem Medallions of Excellence blev det til.
Holdet bestod af 15 dedikerede deltagere, der for størstedelens vedkommende også havde vundet DM i Skills. Fortjenesten af deltagernes flid udeblev da heller ikke. Resultaterne her taler for sig selv:
Guld og best of nation: Murer Nicolai Munksgaard Asmussen (Herningsholm Erhvervsskole og Murermester Jens Kirk)
Guld: Bygningsmaler Jesper Guld Nielsen (Uddannelsescenter Holstebro og Dover Malerfirma)
Sølv: Karrosseritekniker Nikolaj Vinther Buur-Mouridsen (Silkeborg Tekniske Skole og Pladesmed Rasmussen)
Erhvervsskolernes Forlags Undervisningspris 2011
Har I en god og dygtig kollega, der har gjort en forskel, skulle vedkommende måske indstilles til at modtage Erhvervsskolernes Forlags Undervisningspris 2011. Sidste frist for indstilling af en kandidat er 27. oktober. Læs mere her.