Arbejdstid fastsættes i aftaler mellem Finansministeriet og modstående organisation. Dette gælder både tjenestemandslignende ansatte og overenskomstansatte.
Der følges de generelle bestemmelser om ændringer af arbejdstid på arbejdsmarkedet. Således er arbejdstiden inden for de seneste år nedsat fra 40 timer om ugen til 37 timer.
Fastansatte læreres arbejdstidsforhold er nærmere beskrevet i kapitel 6.2 og kapitel 6.4.
For timelærere er der fastsat arbejdstidsforhold dels i Finansministeriets cirkulære om timelønnet undervisning og dels i cirkulære fra Undervisningsministeriet. Se i øvrigt kapitel 4.5.
Som følge af et EF-direktiv er der aftalt visse aspekter (mindstekrav) i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden. Disse gælder i det omfang, der ikke i de enkelte kollektive aftaler, overenskomster mv. er fastsat regler, der som minimum giver de ansatte tilsvarende rettigheder.
Aftalerne vedrører primært maksimal arbejdstid og natarbejde og vil næppe have særlig betydning for medlemsskolerne.
Derimod har et EU-direktiv om deltidsarbejde den betydning, at deltidsansatte ikke må diskrimineres i forhold til fuldtidsansatte. En skole må f. eks. ikke pege de deltidsansatte ud og afskedige dem først på dette grundlag i en fyringsrunde.
Der henvises i øvrigt til kapitel 4.0 om deltidsloven.
Regler:
18 07 2003 Finansministeriets cirkulære (55/03) om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelsen af arbejdstiden.
26 09 2002 Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 815 om deltidslov.
24 08 2004 Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 896 om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet.
