Reglerne om barsel og adoption findes dels i love og dels i cirkulærer på grundlag af aftaler mellem Finansministeriet og centralorganisationerne.
Love om barsel m.v.
Ligebehandlingsloven, der gælder alle ansatte, giver en kvindelig lønmodtager ret til fravær fra arbejdet på grund af graviditet og barsel i 4 uger før forventet fødsel. Efter fødslen har hun pligt til fravær i 2 uger. Herefter har hun ret til yderligere 12 ugers fravær.
Faderen har ret til fravær i indtil 2 uger efter fødslen eller modtagelsen i hjemmet eller efter aftale med arbejdsgiveren inden for de første 14 uger efter fødslen.
Efter den 14. uge efter fødslen har hver af forældrene ret til fravær fra arbejdet i 32 uger. Forældrene kan kan holde orlov sammen eller i forlængelse af hinanden. Forældrene har ret til fulde dagpenge i tilsammen 32 uger, som de kan fordele, som de vil, indtil barnet er 46 uger, jf. dagpengelovens § 13, stk. 2, og § 14, stk. 3. Forældre kan udvide dagpengeperioden med nedsatte dagpenge til følge.
Det er endvidere muligt at udsætte eller forlænge orloven, hvis barnet bliver indlagt på sygehus.
I nogle tilfælde kan der være ret til dagpenge ved fravær tidligere end 4 uger før forventet fødsel:
a) Kvinden er berettiget til dagpenge inden 4-ugersperioden før fødslen, hvis:1) det efter en lægelig bedømmelse skønnes, at graviditeten har et sygeligt forløb, der ved fortsat beskæftigelse vil medføre risiko for kvindens helbred eller fosteret, eller 2) arbejdets særlige karakter medfører risiko for fosteret, eller graviditeten på grund af offentligt fastsatte bestemmelser forhindrer hende i at varetage sit arbejde og arbejdsgiveren ikke har tilbudt hende anden passende beskæftigelse.
b) Der kan ydes nedsatte dagpenge fra kommunen i forbindelse med delvist fravær fra arbejdet 1) ved sygeligt forløbende graviditet, 2) på grund af arbejdets særlige karakter, 3) i 4-ugers-perioden før fødslen. Hvor dagpenge skal afholdes af kommunen, modtager skolen refusion herfor.
Adoptivforældre har ret til dagpenge i overensstemmelse med § 14 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Denne bestemmelse vedrører en 46 ugers periode. Det er dog en betingelse for dagpengeret, at de adoptionsundersøgende myndigheder bestemmer, at den adoptionssøgende eller den ene af de adoptionssøgende ægtefæller i en periode skal være i hjemmet.
Der er i § 14 bestemmelser om dagpengeretten i perioden samt om udvidelse af perioden, således at der dog ydes nedsatte dagpenge.
Visse lønmodtagere er sikret yderligere fraværsret. Det er lønmodtagere, der er omfattet af Barselsaftalen, som behandles nedenfor.
Det skal tilføjes, at gravide og dermed ligestillede er særligt beskyttede mod afskedigelse. Se herom kapitel 14.0.
Ved en ændringslov i 1999 er de offentlige arbejdsgivere blevet sidestillet med de private i relation til sygedagpenge.
Regler:
28 06 2006 Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 734 om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov m.v.
13 11 2009 Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 om ret til orlov og dagpenge ved barsel (barselsloven) med senere ændringer.
19 08 2010 Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 1000 om ret til barselsdagpenge.
02 12 2009 Finansministeriets cirkulære (81-09) om indberetning af oplysninger om fravær samt afholdelse af særlige feriedage.
