08.12.10DE nyhed

Gode elementer i regeringens udspil til en ny folkeskolereform

Der er nogle gode og spændende elementer i regeringens udspil til en ny folkeskolereform, mener interesseorganisationen Danske Erhvervsskoler – Lederne. Især forslaget til en ny model for udskoling hilses velkomment. Men også indførelsen af foreløbige vurderinger af uddannelsesparathed i 8. klasse er et godt initiativ, ligesom det større fokus på innovation og entreprenørskab i folkeskolen vil øge interessen for de ungdomsuddannelser, der er rettet mod at skabe vækst.

”Den nye model for udskoling er et glimrende forslag, som vil muliggøre, at den sidste del af folkeskoletiden målrettes mod, at gøre de unge klar til en ungdomsuddannelse og dermed lette overgangen mellem grundskole og ungdomsuddannelse. Det er vores vurdering, at mulighederne for udskolingslinjer med fokus på erhvervslivet og de erhvervsrettede ungdomsuddannelser vil forbedre rekrutteringen til erhvervsskolerne, men tilbuddet bør tænkes bredere end til kun at omfatte de skoletrætte unge på folkeskolens ældste klassetrin. Det bør også være muligt for de skoleglade og for de dygtigste elever, at tilrettelægge et udskolingsforløb mod en erhvervsrettet ungdomsuddannelse”, siger Lars Kunov, direktør i Danske Erhvervsskoler – Lederne.  

Danske Erhvervsskoler tager ligeledes med glæde i mod Undervisningsminister Tina Nedergaards invitation til et øget samarbejde mellem folkeskole og erhvervsskole.  

”Et øget samarbejde mellem folkeskole og erhvervsskole vil give mange spændende nye muligheder, så det er absolut en invitation vi tager gladelig imod. I det hele taget ser Danske Erhvervsskoler – Lederne frem til et godt samarbejde med undervisningsministeren omkring udmøntningen af forslagene” siger Lars Kunov, direktør i Danske Erhvervsskoler – Lederne.

Nøgleord: DE nyhed
Undefined mode.