16.11.11DE mener

Flere elever kræver jo flere penge

NÅR CHRISTINE Antorini og Morten Østergaard skriver, at ungdomsuddannelserne får 540 mio. kr. ekstra til næste år, er det naturligvis ikke forkert. Men de ekstra penge skyldes jo ene og alene, at der også kommer flere elever.

Af Lars Kunov, direktør for Danske Erhvervsskoler-Lederne

Og når man politisk har valgt, at uddannelserne skal finansieres efter taxameter pr. elev, må flere penge jo også være en naturlig følge af en større ungdomsårgang og frit optag.

Så de 540 mio. kr. skal desværre ikke bruges til at forbedre og udvikle kvaliteten på de erhvervsrettede uddannelser.

Tværtimod fastholder den nye regering de besparelser, som den ' gamle' regering havde planlagt. Så næste år bliver der altså fortsat skåret ca. 1 pct. i taxametertaksterne, som det fremgår af den borgerlige regerings genopretningspakke.

Skolerne får godt nok nye penge til at oprette 1.500 ekstra skolepraktikpladser, men det er langt fra den praktikpladsgaranti, som regeringen har stillet de unge i udsigt. Den skal i trepartsforhandlinger.

Derfor har Politikens uddannelsesredaktør desværre ret i, at de unge på erhvervsuddannelserne ikke kan se frem til forbedringer næste år. På erhvervsskolerne er vi naturligvis glade for at høre, at de to ministre ikke mener, at krisen skal håndteres ved at spare, men ved at investere i uddannelse. Vi har bare til gode at se, hvordan de har tænkt sig at investere, for de er ikke kommet i gang endnu.

 

 

Nøgleord: DE mener
Undefined mode.